Hjemmesiden bruger cookies. De er ufarlige og bruges til bl.a. anonym trafikmåling. Ved at bruge vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies OK

  • Om
  • Blå Kors Danmark
  • Støt arbejdet
  • Bliv frivillig
  • Kontakt
 
Blå Kors sommerlejre
Blå Kors sommerlejre
  • Ferielejre for børn og unge
  • Efter turen
  • Blå Kors Ferielejre
  • Julelejre 2018
  • Sommerlejre 2018
  • Tilmelding
  • Fundraising
  • Omtale
    • Blå Kors ferielejre giver succesoplevelser
    • Jonas er mønsterbryder
    • Fællesskab på hesteryg
    • Sommerlejres positive effekter
  • Kontakt
  • Du er her:
  • Forside
  •   Tilbage
  • Du er her:
  • Fællesskab på hesteryg

Fællesskab på hesteryg

Af Thilde Thuren Pedersen, studerende og frivillig for Blå Kors, 20 år

Klokken nærmer sig 13.30 søndag d. 28. juni, og den første bil kører ned ad den lange allé, der omkranses af en ridebane på den ene side og en fold på den anden. Efter knap to timer er der ankommet 24 piger; nogle har kastet sig i armene på hinanden ved det længe ventede, glædelige gensyn, mens andre står lidt generte tilbage, men alligevel med en aura af nysgerrighed omkring sig. 9 af pigerne kender hinanden fra sidste års ridelejr og er vendt tilbage i år for at gentage den gode oplevelse sammen, mens det er de 15 resterende pigers debut.

De første par timer efter ankomsten hersker en afventende stemning, hvor alle ser hinanden an og endnu ikke føler sig helt til rette i de ukendte omgivelser. Den forventelige spænding vil majoriteten kunne nikke genkendende til fra eget liv, men også her stopper identifikationen, for lejren adskiller sig fra de fleste andre: Størstedelen af pigerne er blevet afleveret af plejefamilier eller pædagoger fra institutioner, hvor pigerne har boet i alt fra få dage til adskillelige måneder. Fælles for pigerne er, at de alle af samfundet kategoriseres som ’omsorgssvigtede børn’, der kommer fra hjem med en misbrugsproblematik.

Sommerlejrenes usynlige børn

Hver sommer afholder Blå Kors en vifte af børne- og ungdomslejre under kyndig projektledelse af Vivi Ravnskjær Terp, hvor formålet er at tilbyde børn, der overvejende kommer fra misbrugshjem, et tiltrængt pusterum fra deres udfordrende hverdag; et pusterum, hvor fokus er på dem alene. Denne sommer bliver der afholdt 9 sommerlejre med i alt 290 deltagende børn. Lejrene finansieres af Blå Kors Genbrugsbutikker og private fonde, men også sponsorater fra erhvervslivet er med til at muliggøre de velgørende tiltag. Fællesnævneren for lejrene er, at de drives af dedikerede frivillige, der motiveres af at give børnene en uforglemmelig oplevelse, som ruster dem med selvværd og nære relationer. ”Vi prioriterer at have mange frivillige med på lejrene, så alle børn oplever sig set og mødt af kærlige og opmærksomme voksne”, fortæller Vivi Ravnskjær Terp, diakonikonsulent ved Blå Kors. Af samme grund får hvert barn tildelt en kontaktperson blandt lejrlederne, så der fra start er etableret en tryghed ved at kunne henvende sig efter behov.

Denne gruppe af børn er vant til at blive overset både på hjemme- og udefronten. Statistisk anslået sidder der gennemsnitligt 2 børn i hver folkeskoleklasse, der hører til målgruppen af børn fra hjem med en misbrugsproblematik. Imidlertid bliver de sjældent lagt mærke til, enten fordi det er lettest at lukke øjnene og fralægge sig ansvaret for de svagest stillede, eller fordi børnenes imponerende tilpasnings- og overlevelsesevne snyder ved første øjekast. ”Mange af disse børn bærer et uoverskueligt stort ansvar for at få familiens hverdag til at fungere, og de bruger mange ressourcer på at bekymre sig om voksenproblemer”, fortæller Vivi Ravnskjær Terp. Mens ’de små voksne’ forsøger at fastholde en funktionel familiestruktur, høster de nederlag på nederlag i deres eget liv i skolen og på den sociale front, fordi de ikke har overskud til at tage sig af sig selv. Derfor gælder det for de fleste af børnene, at de kæmper med lavt selvværd og gradvist mister troen på sig selv. ”De har brug for et rum, hvor de kan bygge sig selv op, og det er det, vi håber at kunne give dem på lejren”, fortsætter Vivi Ravnskjær Terp. 

Det fælles fodslag

Hver sommerlejr har sit eget tema, og for ridelejren er omdrejningspunktet naturligvis pigernes fællesinteresse for heste. For andet år i træk fandt Blå Kors Ridelejr sted i uge 27 med 24 piger fra hele landet i alderen 12-16 år, drevet af 8 frivillige lejrledere. Den fysiske ramme var det idylliske og velholdte ridecenter, Meldgaard Heste, med sin naturskønne placering i Farsø tæt ved Limfjorden. Det indehavende ægtepar har gennem tiden haft adskillige plejebørn boende privat, hvilket afspejlede sig i det åbne og omfavnende menneskesyn, som strømmede imod både piger og lejrledere allerede ved ankomsten. ”Vores samarbejde med Meldgaard Heste har været helt fortrinligt, og vi vil klart forsøge at afholde næste års lejr her igen”, udtaler Katrine Birch Rasmussen, lejrchef for Blå Kors ridelejr. Ud over de 51 heste myldrede gården med legesyge killinger, der efter pigernes indlogering i den fælles sovesal blev nusset til ukendelighed og overhældt med kærlighed.

Allerede søndag aften blev der fra ridecenterets side lagt et kæmpe arbejde i at uddele hestene, så hver pige fik sin personlige hest tilknyttet. ”For at få de bedste oplevelser er det vigtigt med et korrekt match af hest og rytters temperament”, fortæller Jeanette Meldgaard, indehaver af ridecenteret, der sammen med det resterende personale kender hver hests personlighed ned til mindste detalje. ”Pigernes tryghed ved både os som personale og hestene er nødvendig for, at de kan slappe af og nyde turen. Man skal ikke underkende, hvor meget selvtillid og viljestyrke det kræver at beskæftige sig med så store og stærke dyr”, fortsætter hun. Derfor blev pigerne også niveauinddelt efter erfaring, og således var pigernes behov for succesoplevelser hele tiden i højsæde. Personalets kilde til tålmodighed var uudtømmelig, når der løbende opstod forsinkelser og forhindringer; der blev byttet rundt på heste, skiftet hold etc. Hele vejen igennem blev pigernes overvejelser taget alvorligt og lyttet til, og den positive effekt deraf fremstod tydeligt, når pigerne, som ugen skred frem, gang på gang overskred egne grænser og strålede af stolthed ved at lykkes i det hidtidigt antagne umulige.

Fredag faldt et par tårer, da der efter lejrens sidste ridetur blev taget afsked med hestene. Der blev udnævnt ikke så få af ’verdens bedste hest’ og adskillelige selvfies blev taget for at forevige minderne. En af pigerne begyndte at græde, efter hun havde lukket sin hest på fold for sidste gang, og hun udbrød: ”Jeg kommer sådan til at savne min hest!”. Med det samme greb den hovedansvarlige rideguide, Nanna-Kristine Flensborg, ind og foreslog, at de sammen gik ud på folden og klippede en tot af hestens man af som minde. Det forekom at være det bedst tænkelige plaster på såret, for kort tid efter kom pigen tilbage til sovesalen med en fin fletning i hånden, som omhyggeligt blev pakket ned i kufferten. ”Pigerne forbinder direkte hestene med de gode oplevelser, hvilket formentlig er årsagen til deres stærke tilknytning til hestene. I hestens selskab finder pigerne en tiltrængt relation, der tavst og betingelsesløst accepterer dem, som de er. Mange af pigerne er underlagt en enorm selvkontrol og undertrykker deres følelser, men med hesten er det slet ikke nødvendigt – det må være en befrielse for dem!”, siger Katrine Birch Rasmussen.

En tung arv

Dit kompetente barn (1995) – Jesper Juuls klassiker inden for pædagogik – beskriver barnets ubrydelige loyalitet over for sine forældre: ”Som nævnt er børn stort set hjælpeløse med hensyn til at beskytte deres egen integritet i forholdet til forældrene. Det betyder ikke, at de generelt er inkompetente, men det betyder, at de ofte opgiver hensynet til sig selv hurtigt til fordel for samarbejdet med forældrene”. I familier med alkoholmisbrug består barnets loyalitet i at bevare den tabubelagte familiehemmelighed, der omgærdes af skyld og skam. ”Når forældre bevidst eller ubevidst krænker deres børns integritet, kommer børnene ikke til den konklusion, at deres forældre handler forkert. De kommer til den konklusion, at de selv er forkerte! De mister selvfølelse og akkumulerer skyldfølelse”. Mange børn fra misbrugsfamilier oplever, at de bærer skylden for familiemedlemmets misbrug, og derfor også er ansvarlige for at stoppe det. Det enorme voksenansvar og den dertilhørende skyldfølelse udvikler sig til destruktiv ensomhed i kraft af hemmeligholdelsen. Barnet går oftest helt alene med sine bekymringer og tanker.

Blå Time er en aktivitet, der afholdes på alle Blå Kors’ sommerlejre, med det formål at aftabuisere misbrugsproblematikken for børnene. Konceptet kan betragtes som psykoedukation, og der udleveres konkret undervisningsmateriale til børnene, som er udarbejdet af terapeuter fra bl.a. TUBA. På årets ridelejr var det to af lejrlederne, der selv er voksne børn af alkoholikere, som var ansvarlige for Blå Time. Med udgangspunkt i en fiktiv fortælling præsenteres børnene for fakta om alkohol, og lejrlederne får italesat, hvordan alkohol kan påvirke børn i familien. ”Det er vigtigt for os at få formidlet til børnene, at de er OK med alle de ambivalente følelser og tanker de kan have – ofte føler barnet skiftevis had og kærlighed til det familiemedlem, der drikker, og hadet kan få barnet til at skamme sig. De har brug for at blive mødt af voksne, der har forståelse for, at det er svært at komme fra et hjem med alkohol. Forhåbentlig oplever børnene, at de ikke er alene, at de kan få hjælp, og at det er OK at have brug for hjælp”, forklarer Vivi Ravnskjær Terp. Sommerlejrene er ikke behandling, men et tilbud til børnene om at være i trygge rammer. Ordene, ”Hvis der er noget, så kommer du bare”, kan umiddelbart lyde hule og overfladiske, men deres betydning er uvurderlig, så snart barnet mærker den autentiske intention bag dem.

Venskaber for livet

Mørket falder på torsdag aften. Det er lejrens sidste dag, der er ved at nå sin afslutning, og efter en lang uge står trætheden malet i alles ansigter. Piger og lejrledere sidder tæt samlet om bålet, hvor der bages snobrød og synges sange. Stemningen er præget af hygge, og der hersker en indforstået fælles konsensus om de gode oplevelser, der fylder hvert sind og hjerte. Til hverdag beskytter mange af pigerne sig bag en stærk facade, hvis formål er at afskærme deres indre følelsesliv for omverdenen. Alene tumler de med kaos, usikkerhed og fortvivlelse, men gennem ugen på lejren slapper de gradvist mere af.

En undersøgelse fra 2014 udarbejdet af cand. negot i turisme, Linda Nyholm, har undersøgt og kortlagt de positive effekter af Blå Kors’ sommerlejre. Undersøgelsen viser, hvordan lejrene fungerer som et forudsigeligt og trygt frirum til at være barn i; et sted, hvor børnene giver slip på bekymringer og nyder de gode oplevelser. Hun påpeger, hvordan lejrene synes at hæve børnenes humør og forsyne dem med ny adfærd tillært gennem den tætte interaktion mellem børn og lejrledere. Endda fremhæver hendes undersøgelse, at børnene tager adfærden med sig videre og anvender den i deres dagligdag, hvilket bl.a. er med til at forbedre familierelationerne.

Børnene har en oplagt mulighed for at spejle sig i hinanden, når de på lejrene møder ligesindede, og erfaringer viser, at mange af børnene er gengangere år efter år. Den unikke genkendelse, børnene finder internt, medvirker ifølge undersøgelsen til, at de venskaber, der opbygges på lejrene, er af en karakter, som adskiller sig fra andre relationer. På det fælles grundlag dannes solide og nære venskaber, der tit ses at have livslang varighed trods afstande og tid. De gode minder og tætte relationer bliver børnenes ballast, styrker deres resiliens og udvikler selvværdet.

Omtrent 40% af alle alkoholikere er selv voksne børn af alkoholikere og er dermed underlagt den sociale arv. På baggrund af undersøgelsen foretaget af Linda Nyholm anslås det langsigtede resultat af sommerlejrene at være et gunstigt bidrag til mønsterbrydning. Selvom lejrenes positive effekter er overvejende, kan børnenes fremtid ikke befries for social arv på en uge. Når børnene ankommer på lejrene, er de fleste allerede inkorporeret i den offentlige socialforvaltning, men her optræder de som kastebold i det bureaukratiske system, der tænker i kasser frem for i mennesker. Hyppige skift af omsorgspersoner modarbejder børnenes naturlige behov for tilknytning, og derfor er det essentielt for målgruppen, at de møder kærlige og gode mennesker, der vil dem det bedste. Alle bærer vi det sociale ansvar at hjælpe børnene godt videre, for den afgørende indsats finder sted i nærmiljøet – i hverdagen.

  • Blå Kors Ferielejre
  • Julelejre 2018
  • Sommerlejre 2018
  • Tilmelding
  • Fundraising
  • Omtale
    • Blå Kors ferielejre giver succesoplevelser
    • Jonas er mønsterbryder
    • Fællesskab på hesteryg
    • Sommerlejres positive effekter
  • Kontakt

Ferielejre for børn og unge

  • Blå Kors Ferielejre
  • Julelejre 2018
  • Sommerlejre 2018
  • Tilmelding
  • Fundraising
  • Omtale
  • Kontakt

Efter turen

  • TUBA
  • Barnets Blå Hus
  • Familienetværket
Blå Kors Danmark

Mail: bkd@blaakors.dk

Tlf.: 8681 1500

Persondatapolitik

 

Log ind

Log ind

Hjælp: Glemt adgangskode?

 Bliv kunde

Det er gratis og giver mange fordele:

  •  Kvikkøb
  •  Favoritliste
  •  Hurtig genbestilling
  •  Ordrehistorik

Bliv kunde